Foreningen Busfronten, 21/12-2025
Kære medlemmer af Foreningen Busfronten. Julen nærmer sig og juletravlheden har sat ind alle steder. Vi ønsker alle medlemmer en rigtig glædelig jul!
Medlemsforummet:
Som medlemmerne af foreningen nok har opdaget for længst, er medlemsforummet lige nu ude af drift. Flere har henvendt sig og spurgt, hvornår det kommer op igen, og hvad der sker med det. Selvfølgelig kommer der snart et medlemsforum igen!! Det er savnet! Problemerne opstod efter en opdatering hos webhotellet, og siden har det været defekt. Vi har sikret en kopi af indholdet af det gamle forum. Hvis vi kan genoprette forummet, så vil det ske – og hvis vi ikke kan, så laver vi efterfølgende et ”arkiv-forum” med indholdet fra det gamle, og kører videre i et nyt tomt forum. Vores webmaster arbejder på sagen, men det er også jul, så giv tid…
Medlemsblade:
Med hensyn til medlemsbladene, så mangler der endnu af blive udsendt tre stk. tilhørende årgang 2025. Men frygt ikke – de kommer snart! De tre redaktører udformer et af dem hver, og de to vil blive trykt lige efter nytår! Og det sidste senere i januar. Vi beklager selvfølgelig forsinkelsen! En del af forsinkelsen skyldes også at medlemsforummet er nede, da vi jo normalt kan sakse en god del af informationerne til bladet (ligeledes sender bestyrelsen og redaktionen normalt også ting rundt internt gennem forummet). En lille del af forsinkelsen skyldes at PostNord lukkede lidt tidligere ned for brevudsendelse end ventet… Men – som sagt trykning lige efter nytår. Og så kører det igen.
Årsskiftet udsættes:
I lyset af bøvlet med medlemsforummet og selvfølgelig at årgang 2025 ikke er færdigudsendt mht. blade lige nu, udsætter vi årsskiftet en god måneds tid! Vi vil selvfølgelig ikke bede medlemmerne om at betale nyt årskontingent for noget, der lige nu ikke er tilgængeligt!
Vi vender selvfølgelig tilbage, når vi har mere information! Der udsendes informationer på busfronten.dk og på Busfrontens Facebook-side indtil medlemsforummet kører igen.
Vi kan i øvrigt oplyse datoer på nogle af de kommende medlemsbegivenheder i 2026:
Mandag 2/2 – medlemsmøde
Mandag 13/4 – generalforsamling og medlemsmøde
Lørdag 16/5 – Dato for medlemsudflugt
Mandag 1/6 – medlemsmøde
Vi ønsker endnu engang alle en glædelig jul!

